Design & layout www.dansk-infoDesign.dk

Naturpark Maribosøerne

I umiddelbar nærhed af Pilgrimshuset i Maribo finder du Naturpark Maribo med 4 søer - Søndersø, Røgbølle sø, Hejrede sø og Nørresø, skove, et varieret dyre- og planteliv, kulturlandskaber og en spændende historie.
 

Naturpark Maribosøerne er med sine ca. 5000 hektar et område af stor naturmæssig betydning. Det meste af området er et typisk herregårdslandskab med store skov- og moseområder samt dyrkede arealer, tilhørende godserne Engestofte, Søholt og Knuthenborg.

Klik på de røde spots for at få mere at vide om ruterne.

og på de grå spots for at finde overnatning og seværdigheder i området.

Søerne, de fredede enge og skove samt landbrugslandet, har skabt en mosaik af naturtyper, der danner grundlag for et rigt og varieret plante- og dyreliv, bl.a. store flokke af trækfugle og ørnepar, som yngler. Der er etableret en afmærket cykelrute, Søndersøruten på ca. 22 km, hele vejen rundt om den største af søerne.

 

Naturparken indbyder til vandring ad små, snoede asfaltveje, langs søerne og gennem skovene ad grusveje.

Vandringer i området er del af Klosterrutens mange forgreninger, og på kortet herover kan du se, hvor der er seværdigheder og overnatningsmuligheder.

Frilandsmuseet og Naturskolen

En cykel- og vandresti fører fra bymidten til Naturskolen, ved den søndre bred af Søndersø. Turen er ca. 3,5 km, og fører først til Frilandsmuseet, der er en afdeling af Museum Lolland-Falster. Her er genopført en række gårde og huse, flyttet hertil fra forskellige dele af Lolland og Falster.

 

Begyndelsen til Frilandsmuseet blev gjort i 1924 og området viser primært landbebyggelse og interiører fra 1800-tallet.

Fra Frilandsmuseet fører naturstien videre gennem skovområderne Rydsmarken og Kidnakken med vekslende bevoksning og derfra ud over engområderne ved søbredden. Her får man et smukt udsyn ind over Maribo og Domkirken, og man kan møde ørne og store flokke af gæs undervejs.

 

Ved Naturskolen er indrettet et rekreativt område med offentlig adgang og mulighed for at komme ned til søbredden. Der findes shelters til at overnatte i, bålplads, m.v. På den rette årstid kan man være heldig at høre nattergalene synge.

 

Se mere www.naturparkmaribo.dk

 

Søholt

Fra Naturskolen kan man fortsætte til herregården Søholt. Turen følger den afmærkede cykelrute. Landevejen fører forbi halvøen Dornæs, hvorefter Søholtbugten åbner sig. Her er et af de bedste steder at opleve de mange ynglende grågæs, der findes ved Maribosøerne. Hvert år samles i tusindvis af gæs, der raster her på vej til deres ynglepladser i det nordlige Skandinavien.

 

Herregårdens godsområde blev samlet omkring år 1600, og førhen lå her det middelalderlige spedalskhedshospital, Sankt Jørgens Gård. Den centrale del af den hvide hovedbygning er fra 1600 tallets barokanlæg, oprindeligt med tre fløje. Fløjene blev senere revet ned og hovedbygningen fik i 1804 sin nuværende form med svungne gavle i renæssancestil.

 

De gamle avlsbygninger lå tidligere tæt ved hovedbygningen, men blev flyttet syd for vejen efter en brand i 1917. Herregårdens haveanlæg er velbevaret, og er for nylig blevet renoveret som en sjælden barokhave med høje hække af avnbøg. Se mere www.soeholt.nu